I juli måned var Leo og jeg ude at se på hus for gud ved hvilken gang. I dét øjeblik vi trådte ind i huset vidste vi, at her ville vi bo! Huset havde både sjæl og charme - og det samme havde haven! Haven var intet mindre end eventyrlig! Stauder, buske og træer var blandet mellem hinanden i ét stort virvar og dannede en tyk grøn mur mod verden udenfor - og i den høje sol virkede det hele så rigtigt... Dagen efter var købsaftalen underskrevet, og vi overtog huset 5 uger efter.
Gensynet med huset var stort, men den eventyrlige have havde mistet lidt af sit skær i takt med at solen var forsvundet. De tre høje graner på hjørnet af grunden og de to store thujaer ved indgangen tog alt for meget lys inde i huset, så vi besluttede at fælde dem. Det var dog ikke uden vemod. Disse træer havde stået i haven fra huset blev bygget, og især vandgranen på hjørnet, havde den tidligere ejer fremhævet som ét af hendes kæreste i haven.
Beslutningen var taget - vi ville have mere lys ind i huset og i haven, så træerne blev fældet. Hvilken dramatisk forandring! Huset kom nu til syne, og man kunne nu se de rene linjer som karakteriserer huse fra 50´erne og 60´erne. Men fraværet af de store træer efterlod også store huller i den ellers så tykke grønne mur. Det blev klart for os, at vi også måtte gøre noget drastisk med resten af buskettet, da det var forvokset og disharmonisk. Hvad vidste vi dog ikke, så vi brugte vinteren på at gå i tænkeboks. Heldigvis kom vinteren 2009/2010 os til undsætning. Der var sne en stor del at vinteren, som kunne dække de tilbageblevne træer og buske.
